Smelt under månen med Aphaca på Fyrfest!
En drøm om at opleve Aphaca på Fyrfest går i opfyldelse den 29. august, når de fire gymnasievenner indtager Viborg med deres kendetegnende nærvær, rå ærlighed og prisvindende hits.
Det seneste år har fremadstormende Aphaca erobret både hitlister, radiostationer og publikums hjerter gennem deres upolerede, analoge rockmusik og poppoetiske melodier og tekster. De besidder en helt særlig evne til at indfange alt det, der kendetegner ungdommen – fra frustrerende tvivl og spirende forelskelse til den rastløse nysgerrighed på livet.
Bandet har i dén grad sat deres præg på dansk musikhistorie i 2025. En enig musikjury fra P3 tildelte dem både den prestigefyldte ”P3 Prisen” og ”P3 Lytterhittet” for sangen ”En drøm om et menneske” – en dobbelt anerkendelse, der cementerede deres position som et af landets mest markante nye navne.
Med udsigt til en udsolgt stadionkoncert i Parken samt fire udsolgte arena-shows i Aarhus og København, står Aphaca foran et forrygende 2026, som også bliver året, hvor de udgiver deres andet album under titlen VILD UNGDOM. Til sommer tilføjer Bertram, Rumle, Noah og Bertil Fyrfest på tour-plakaten, hvor de hiver det imponerende bagkatalog af hits med som ”Et sted hvor vi er de første” og ”Smelter under månen”.
Glæd dig til at mærke fællesskabet, følelserne og forelskelsen brede sig i sommerluften, når Aphaca lader deres drømmende univers folde sig ud på Fyrfest 2026!